Det ny Svenstrup H - del 14

fortsat fra del 13 

Som nævnt sidst i artikel 13, var der allerede på daværende tidspunkt gang i konstruktionen af en ny baggrundskulisse til området vest for Svenstrup Hovedbanegård. Der er tale om en slags forlængelse til de triste og delvist forladte fabriksbygninger, der flankerer den vestlige indkørsel til anlæggets største station:

Planen er således at fremstille en art moderne lagerbygning i pre-fabrikerede betonelementer og naturligvis i halvrelief og opføre denne i forlængelse af det eksisterende byggeri.

Vi kaster os straks ud i opgaven og poppelfinerplader i 4 mm tykkelse (importeret fra Tyskland) er ofte - og også her - et godt sted at begynde: 

Efter lidt studier af diverse fabriks- og lagerbygninger på internettet og i marken, fremstilles en grov papirskabelon i 1:87, hvorfra de enkelte bygningselementer hurtigt og nemt kan overføres til finerpladen og udskæres. Dvs. side- og endevægge, sokler, tagflader, samt et par praktiske "limflapper": For de lidt ældre læsere, som stadig måtte erindre ugebladenes klippeark med julebyer tilbage i de "gode gamle dage", er "limflapper" et trygt og velkendt begreb: 

Facaden samles af de to dele og beklædes herefter med opstrimlet korn 60 sandpapir. Dette fæstnes med almindelig PVA lim, idet der efterlades en cirka 1 mm spalte imellem hvert stykke:

Huller til den enlige rulleport og de få og små lavtsiddende vinduer, udskæres let og papiret fastlimes ekstra godt i kanten. Derved ses den ru betonoverflade også inde i de dybe udskæringer, hvorved væggene fremstår med en passende realistisk tykkelse. Endegavle og tagflader kan nu monteres med trælimen og allerede her kan soklen grundes med en mørktonet hjemmeblandet grå akrylfarve:

Ikke alt er hensigtsmæssigt at fremstille i træ, så fra rodekassen fremtrylles diverse plastdele. En overskydende foldeport, en firkantet ventilationskanal, lidt strips og glas mm.:

Inden de forskellige færdigmalede løsdele monteres, får facaden et par lag fortyndet betongrå akrylmaling. Det er vigtigt, at rillerne mellem elementerne og selve texturen i sandpapiret stadig er synlig efter behandlingen:

Selve grunden kan nu byggemodnes. Dvs. det øverste lag "tæppegrønt" på lokationen fjernes brutalt med kniv og spartel. Kloakering, vand mm. er heldigvis ikke detaljer, der skal tages hensyn til:

Den ny virksomhed i Svenstrup by må naturligvis have et navn. "Bruhn Spedition" findes i virkeligheden og virker ganske velvvalgt til bygningen, så firmaskiltet fremstilles straks på laserprinteren:

Ventilationskanalen på den kun 1 cm dybe strimmel tagflade monteres med alm. gul husmoderlim:

Undlad at lime hjemmeprintede forretnings- og firmaskilte i papir direkte på dine bygninger! En stump 0.5 mm plastcard som bagplade fremhæver væsentligt bedre, at der er tale om et "ægte" skilt. Det er i denne omgang udeladt at lave belysning til skiltet:

Foran porten lægges et mindre fliseareal. Den dybere årsag hertil fortaber sig lidt i tågerne, men det er sikkert ganske rart for de ansatte på lageret: 

I samme opspænding forberedes lidt yderligere pynt i form at et par glemte europaller, en olietønde og en skraldespand. Delene males med passende Vallejo Model Air farver og limes på modellen efter endt tørring.

Der er ikke mange meter mellem bygningen og statsbanernes hovedspor, så der må naturligvis opsættes en passende afspærring. Et klassisk ståltrådshegn kan enten købes færdigt eller laves i model på utallige måder, og jeg anvender ofte billigt tyl til formålet. En strimmel udskæres i et par centimeters højde og dyppes i stålgrå farve:

Af Evergreen profiler fremstilles de nødvendige stolper:

Mens stolpebetonen hærder, kan der patineres lidt hist og pist. Hellere for lidt, end for meget:

De 3 rækker bæretråde og tyl-strimlen limes bedst på med sekundlim, hvorefter hegnet, efter lidt studsning og pletmaling er færdigt:

Tilbage er nu blot at sætte modellen på sin rette plads og færdiggøre det omkringliggende landskab. På grund af bundpladen, er det ikke nødvendigt at lime reliefmodellen fast i bagvæggen, da det hele virker ganske stabilt. Først spartles arealet ned mod skinnerne med den velkendte sand-lim-afspændingsmiddel-vand-farve-blanding:

Der drysses lidt sten, skærver og lignende i den våde spartelmasse, hvorefter hele herligheden sådan set er klar til at blive taget i brug. Her er Lollandsbanens Y-tog på vej vestpå:

Et par Noch buske og en lille Simca 1000 fra franske Norev - modellen er mindst 50 år gammel - fuldender scenariet for indeværende:

Således blev i omegnen af 60 cm kulisse på ganske enkel vis produceret, men der er stadig mange "ledige pladser" rundt i anlægskanten. Dette må dog vente til en anden gang og vi springer hastigt videre - naturligvis ikke ud foran toget - og lander i området mellem hovedsporene. Her finder vi følgende ydmyge jernbanescenarie:

Det er snart mange år siden den lille kontrolpost fra PIKO blev opført, og det har altid været planen at "fordanske" udseendet en smule, men det er endnu kun blevet ved tanken. Især tagkonstruktionen med bæverhale-tagsten er ikke særligt typisk for vore breddegrader, så der er ikke andet for end at hatten nu må af. Heldigvis ligger denne løst:

Skorstenen fjernes let og elegant med et enkelt øksehug og med korn 100 sandpapir jævnes overfladen nogenlunde ud:

Metoden, der anvendes er på indeværende hjemmeside beskrevet flere gange før, så der er egentligt ikke noget nyt under solen. De sidste ujævnheder spartles og slibes let efter endt tørring:

Herefter lægges et nyt tagpap-tag af 1 cm brede strimler af skrivemaskinepapir:

Efter et døgns tid, kan taget grundes og males et par gange med sortgrå akrylfarve. Mens malingen tørrer, bruges tiden på at snedkerere en indvendig trappe til posten. Ikke fordi den vil være særligt synlig i det færdige resultat, men det store hul i gulvet på første sal, har altid forekommet mig lidt skræmmende uden at der var en trappe. Safety First!

På siden modsat ydervæggen, pålimes et stykke hvidt plastcard, så trappen ender med at befinde sig inde i en smal trappeskakt:

De oprindelige tagrender var efterhånden ret møre af ælde og måtte fornyes hele vejen rundt. I rodekassen var der som altid hjælp at hente:

Da jeg i sin tid samlede modellen, blev der meget forudseende indbygget et 5 mm lodret rør i den ene gavl, med det formål at kunne føre ledninger skjult op til den øverste etage. Nu var tiden så endeligt kommet til at afslutte den elektriske side af sagen og et par små lysdioder, med tilhørende formodstande og ensrettere blev derfor hurtigt loddet sammen:

På 1.salen blev en passende praktisk lampeholder til en SMD limet fast, således at tagkonstruktionen stadig ville ende med at være aftagelig:

Over hoveddøren blev der yderligere boret 2 stk 1 mm huller og en 1.8 mm varmhvid LED monteret heri. Efter en gang sort maling, blev skærmen fra en overskydende og ikke-fungerende lampe fra rodekassen delt i 2 og limet "udenom" dioden:

Tilbage var nu blot at tilføje lidt pynt. Efter mange og svære overvejelser, blev en kopi af den navnkundige skibsinspektør Mortensen - især kendt fra byggeriet af færgen M/F Lolland - omkalfatret fra den maritime branche til nu at være DSB ansat. Og dermed iklædt en ny sort uniform, med en fladpuldet dansk kasket:

og slutteligt indsat i sin nye stilling: Overvågningen af jernbanetrafikken på Svenstrup Hovedbanegård:

Om Hr. Mortensen er tilfreds med sin nye position er nok for tidligt at udtale sig om. Men her står han i skumringen og betragter de endnu noget uvante omgivelser:

Egentlig burde modelbyggeren være fortsat med at detaljere området omkring Svenstrup by, men heldigvis er man i skala 1:87 ikke bundet af nogen aftaler, endsige trivielle forpligtelser. Så da kontrolposten var tilbage på sin gamle plads mellem skinnerne, gik jeg i gang med at bygge et hus til banens modsatte endepunkt, nemlig færgekontoret på havnen i Havneby.

Dette kan der læses mere om her.

Næste skridt var også lidt i den forkerte retning set med anlægsbyggerens briller. Nemlig at bygge flere huse. Først et større DSB-kontorkompleks til Svenstrups Maskindepot og derefter et par noget simplere Auhagen etagehuse. Men alt i alt, modeller, der gør rigtig god fyldest, hvor de blev opført.

Herefter var lysten til at lave landskab vendt tilbage og jeg kastede mig ud i et af banens meget forsømte områder, nemlig markerne på den modsatte side af kulissen ved Bakkedal:

På sporplanen ses blot en grøn "plamage", men i tankerne ligger der en smuk og duftende sensommer hvedemark, der er klar til at blive høstet. En smal grusvej snor sig langs med banelinien igennem landskabet og ender ved en lille lade i udkanten af den lille granskov, der forsvinder i horisonten. Det er bare at komme i gang straks med at få omsat "ide til praksis".

Først ses der på markvejen, så gårdejer Høehtüv får lidt lettere ved at komme rundt til sine jorder:

Med papirskabeloner "aftastes" markernes omrids. Et lille dige adskiller de to marker:

Herefter er det nogenlunde let at udskære de forskellige stykker kornmark fra Noch (7421) og fæstne med et passende lag hvid lim:

Det ene stykke mark udføres med et rektangulært indhak, der indikerer hvor høstarbejdet er gået i gang. Området drysses først med et tyndt lag ovntørret muldjord:

Med traktoren antydes hjulspor i den limvåde jord. Sideløbende pålimes en tynd strimmel styropor, hvor diget efterfølgende skal opbygges:

Efter endt tørretid, kan diget dekoreres med små sten, skæve træstrumper og et tyndt lag siet jord:

Der påfyldes mere jord på som underlag for grusvej og arealerne ned mod jernbanens afvandingsgrøft:

Der må undervejs produceres flere stolper til indhegning af jernbanen, hvilket heldigvis er ganske let. En bunke tandstikkere (træ i trekantform), deles i uregelmæssige længder og med varierende vinkler på afskæringerne. Med en stærkt fortyndet brun akrylfarve, farves stumperne og lægges til tørre:

Der bores dernæst en række 2.5 mm huller langs grøften med den afstand man nu synes virker passende, hvorefter stolperne limes fast. DSB's retningslinjer angiver så vidt jeg erindrer reelt ganske nøje, hvordan baner skal indhegnes, men jeg har valgt en afstand på ca. 35 mm. Og stolperne må gerne stå skævt og enkelte kan evt. være helt væltet omkuld:

Sidst, men ikke mindst, skal stolperne fremstå slidte og vejrbidte, hvilket klares med 2-3 lag hvid vandfarve:

De første læs grus er nu lagt ud på den let snoede vej frem til den lille afsides ladebygning. Denne er hjemmebygget for utallige år siden, vistnok af rester fra forskellige Heljan byggesæt. Taget ligner umiddelbart et Auhagen produkt, men kan reelt godt være noget andet. I hvertfald kan modellen trænge til en lettere opfriskning, der ikke skal forskønne, men snarere fremhæve et udseende med mangelfuldt vedligehold.

Sideløbende er diget blevet beplantet med diverse afklip, flock og lidt enkelte stykker islandsk mos i forskellige efterårs-nuancer:

Så med en smule hvid, brun og grøn akrylfarve ændres ladens udseende. Ved samme lejlighed monteres et betongulv, bestående af et stykke tyndt plastcard, der males passende grå og limes på bunden af huset. Derved ser opstillingen noget mere realistisk ud, når man kigger ind gennem den åbentstående port.

Glasset i den ene dør mangler desuden, så der må afblændes med et stykke krydsfinerplade, hvorpå det hele males grønt:

Uden for døren lægges et par enkelte skæve rækker fliser, men det stærkt skrånende terræn må først justeres en smule:

En smule gips klarer normalt alt, mens et par nye strimler langhåret græs-tæppe har fundet vej til afvandingsgrøften: 

Straks, at gipsen er tør kan der pensles et tyndt lag lim/jord på:

Hvor mejetærskeren allerede har kørt, vil der naturligvis ligge et spor af halm. I mellem 2 strimler maskeringstape pålimes således afklipsrester fra Noch kornmarken:

Her er høstarbejdet tydeligvis påbegyndt, men man er tilsyneladende ikke nået ret langt:

Som det fremgår af de forskellige billeder, er der stadig en hel del bart landskab, der trænger til en kærlig hånd. Der er ikke andet for end at få fundet Noch-Grasmasteren frem af gemmerne og komme i gang med at så til. Første område, der er udvalgt, er den smalle strimmel skråning mellem grusvejen og skellet ned mod jernbanen. Det er ikke et areal, der kan opdyrkes, så græsset bliver kun slået, når ejeren finder det generende højt.

Altså må der mixes en passende efterårs-grøftekant blanding, med en medium strålængde. På hylden har jeg en række forskellige typer fibergræs i længderne 2.5, 6 og hele 12 mm (XL) i diverse farver fra bla. Jordan, Heki og Noch. Sidstnævnte markedsfører en række af deres produkter i de økonomiske 80-120 grams plastbeholdere, der samtidig gør indholdet let at overskue og tilgå og dermed nemt at arbejde med.

Med inspiration fra Sydvestjysk-Modeljernbaneklub's forslag til forskellige græsblandinger for eng, grøftekant, hedelandskab mm. blandes ca. en halv liter græs, der mestendels består af 6 mm "wildgrass", samt mindre mængder 2.5 mm "kuhweide" og "dunkelgrün". Her må man prøve sig lidt frem til man er tilfreds med blandingens udseende.

En lille plastikspand med låg er alt, hvad der efterfølgende behøves for at kunne ryste fibrene sammen:

Jeg har valgt at anvende Nochs specielle Gras-kleber, der koster en smule mere end almindelig hvid lim, men til gengæld er ganske drøj i brug. En fordel ved denne lim er, at den er væsentligt længere tid om at tørre i overfladen (danne hud), dvs arbejdsperioden forlænges betragteligt. En bøtte som vist på billedet koster ca. en halvtredser.

Midt i den våde lim indstikkes et søm, dykker, skrue eller lignende til at forme den negative pol i såprocessen:

En professionel græssåningsmaskine er ikke billig og jeg har et par gange prøvet at hjemmebygge et eksemplar. Af en lille te-si, en elektrisk fluesmækker, plus lidt andre smådele er det muligt at fremstille en brugbar såmaskine for under 100 kr, men jeg må erkende, at den ægte vare fra eks. Heki, Noch eller Faller giver en større garanti for et godt resultat:

Jeg investerede således for et par år siden i en Noch Grasmaster v2.0, der via et almindeligt 9 V batteri kan skabe en potentialforskel på 20 kV mellem apparat og den våde lim, hvilket får selv de længste XL fibre til at stå naturtro lodret efter såningen. Bemærk, at der under såningen kun løber en særdeles lille strøm, hvilket betyder at den afsatte energi i processen er forsvindende og dermed ganske ufarlig for brugeren (ref. Noch GM instruktionsbog).

Med små bløde sving (som en rutineret katolsk præst ville have gjort det) føres "lommelygten" roligt henover limen på skråningen og miraklet sker af sig selv. Fibergræsset står som det skal. Det er faktisk pærelet at kreere et græsområde, der fuldstændigt følger landskabets former og limens udstrækning.

Skulle der efter den afsluttende støvsugning (fibrene har det med at flyve lidt rundt) være en enkelt bar plet, er det let at efterså. Således skal der på det viste areal langs jernbanens indhegning, ende med at være områder med lange fibre og andet højt græs:  

Forsynes støvsugerens mundstykke med en, fra konens "lånt" net-, æhh, nylonstrømpe, kan de opsamlede fibre sagtens opsamles, gemmes og genbruges. Skulle der smutte lidt "fremmede fibre" med i blandingen, skader dette faktisk ikke. Naturen er som bekendt ikke særligt pænt og ensartet indrettet, når den betragtes i helikopter-perspektiv og vi modelbanefolk har det nok ofte med at lave vores "kreationer" for pæne. Med andre ord "patinering-ældning-snavs-brugsspor" eller hvad vi nu ellers kalder det, er i alle situationer et forhold modelbyggeren bør betragte som en naturlig følgesvend. 

Hermed et sidste foto fra gårdejer Høehtüvs nye markvej, inden det for os alle så markant anderledes år 2020 rundes af:

Følg med på www.NIELS-MODELTOG.dk for kommende artikler i 2021.

Niels, december 2020

Gå til del 15