Svenstrup Remise

I mange år var Svenstrups maskindepot udstyret med en 3-sporet remise. Dette var for så vidt fuldt ud tilstrækkeligt til at dække behovene i den daglige drift, men i forbindelse med anlæggets nedtagning i sommeren 2013 og den efterfølgende opbygning af et nyt anlæg, blev kapaciteten samtidig planlagt udvidet til det dobbelte. Så der blev straks investeret i et ekstra Faller remisebyggesæt 120176, der uåbnet blev lagt på lager til den kommende udbygning. I øvrigt ved siden af en hel del andre æsker med tilsvarende spændende indhold... 

Forbilledet for remisemodellen findes i øvrigt stadig nogenlunde intakt i den tyske by Nidda, nordøst for Frankfurt. Remisen her ser ud til at have været 5-sporet og huser i dag et forlystelsesetablissement af en art. Således forgår al herlighed jo desværre...

Remisen blev således nyligt fisket op af en papkasse, efter at have været pakket ned i mere end 4 år. Heldigvis var kun et par enkelte smådele knækket af, hvilket hurtigt blev udbedret. I den oprindelige tilstand kunne der huses 1 langt og 2 korte lokomotiver og det var ret begrænset, hvor meget modelbyggeren havde gjort ud af patineringen. Der var således blot indsat lidt udsmykning i form af filebænke, værktøjsskabe og andet medfølgende udstyr. Kravene til detaljering var helt klart på et andet niveau, da sættet blev samlet for hen ad 15 år siden:  

Kassen med det ekstra byggesæt blev endeligt åbnet og støberammerne lagt frem i lyset. Faktisk et ganske herligt byggesæt med mange dele og alt sammen i den velkendte Faller kvalitet:

Første egentlige opgave i projektet var at fjerne de ikke længere nødvendige dele i den gamle remise. Eksempelvis loftsbelysningen, der var udført med 4 styk små glødepærer og alt for tykke ledninger. Tjah, det hele fungerede sådan set fint, men den slags er vel alligevel passé nu om dage? Samtidig blev den højre gavl i remisen forsigtigt afmonteret. Med lidt blid vold lykkedes dette heldigvis over al forventning:

Her er remisen så næsten strippet og klar til en ny epoke. De umalede træspær skriger til himlen..:

Her har spærene fået en gang mørkebrun akrylmaling og det første af de nye spær er allerede opstillet og fikseret:

På bagsiden af remisen pudses de - for en remise - noget utraditionelle hvide fyldninger i murværket med en lys grå cementmørtel. På det færdige anlæg vil dette dog være stort set usynligt for enhver betragter, så kun jeg ved at det er ændret:

Et lille smugkig ind i remisen:

Endnu et spor er hægtet på:

Imens limen hærder, er der stor travlhed i maleværkstedet. De gamle og de nye porte friskes op i en smuk DSB grøn. Forinden er alt gammelt vinduesglas pillet ud og kasseret:

Murerne har nu med forsigtighed også nedbrudt den venstre gavl. På mirakuløs vis har også denne overlevet helt intakt og kan dermed genanvendes:

En ny spærsektion må indsættes på gavlens oprindelige plads. Men hov... der mangler da noget? Jo, Faller har "glemt", at to "lange remiser" kræver et forlænget spær. Værkmester J. Jørgensen ser hovedrystende til:

Heldigvis er de lokale håndværkere friske på opgaven og de manglende spærdele er hurtigt fremstillet. Godt, at der er en hel del overskydende elementer med i byggesættet:

Maskeringstapen assisterer i flere situationer som den tredie hånd. Mens der ventes på at endnu en limfuge hærder, fjernes de oprindelige spornummerskilte over portene:

Jeg har længe undret mig over, hvordan man egentlig er kommet ind i remisen, uden at åbne en af de store porte. Efter min mening en smule underligt, at der ikke er indtænkt en almindelig dør eller to, så det må der naturligvis gøres noget ved:

Som utallige gange før er rodekassen redningsplanken og en passende simpel dør, indfældes i et udsavet/til-filet hak i gavlen:

Før der påføres lim, får døren en gang DSB grøn og der produceres yderligere en nydelig lille trappesten. En stump bølgeblik skal senere monteres over døren som værn mod elementernes rasen. Inde i remisen fremstår de mange samlinger i gulvene urealistisk tydelige, men dette skjules heldigvis let med den tyktflydende cementgrå akrylfarve: 

En detalje, der hele tiden har generet mig, er de meget kraftigt dimensionerede sporstoppere. Sådanne må naturligvis kunne holde til at blive påkørt af en løbsk maskine og desuden via fjedertrækket sørge for på sikker vis at kunne lukke portene, men alligevel... En omgang grå farve på de nederste dele, gør at konstruktionens størrelse nedtones betragteligt. Utroligt, hvad en smule maling kan gøre: 

Remisen er forberedt for indbygning af forskellige fabrikater spor, med og uden ballast. Ved anvendelse af Märklins k-skinner bør der monteres de medfølgende løse vinkelprofiler til at afdække svellernes ender. Disse lister kan være lidt tricky at fastgøre, men med hele bygningen stillet "på bagkant", går det noget lettere med limkanylen. Forsigtig fremgang og en rimeligt rolig hånd er dog yderst påkrævet:

I vejledningen til remisen er angivet forskellige eksempler på, hvorledes flere byggesæt kan sammensættes efter brugerens ønske. Men Faller har vist desværre glemt, at der hertil kræves ekstra stykker murværk til montage mellem portene, dvs. i samlingerne mellem 2 byggesæt. Heldigvis er det muligt at komme videre med opgaven ved at anvende et par overskydende smalle murstenselementer:

Den første prøveopstilling på anlægget skal sikre, at det hele er på rette spor: 

Så der fortsættes med tagkonstruktionen, hvortil der kræves lidt hjælpeværktøj under samleprocessen:

En ny loftsbelysning laves med ø1.8 varm hvide LED's, placeret rundt i remisen. Sådanne lysdioder passer rimeligt præcist i de medfølgende lampeskærme: 

For hver 2 dioder i serie, monteres en formodstand på 1.5 kOhm. Som altid ligner ledningerne en slem gang spaghetti, indtil alt er sammenloddet og fastgjort forsvarligt: 

Jeg synes det er smartest at samle alle ledningerne tæt ved remisens porte og føre de fælles tilledninger ned gennem et lille hul i gulvet. Derved er installationen stort set helt usynlig, når man kigger ind i bygningen forfra:

Ingen remise må mangle et varmeværk, der kan levere energi til opvarmning af lokomotiver, bygninger mm. En lille tilbygning, der skal placeres på bagsiden af remisen, må derfor i hast skitseres. Til opgaven kræves en Kibri industriskorsten fra "lageret", som heldigvis er samlet på ganske få minutter. Mens limen hærder, rystes rodekassen for brugbare stumper til "det lille hus":  

Små stykker rødt murværk og tegltag, er der rigeligt af i rodekassen. Overskydende skodder fra et sydtysk hus kan bruges som ventilationsspjæld. Og en stump 5 mm plastrør fra et fødselsdagsflag bliver en fin røgkanal:

Og når maleren er færdig med den grønne maling, må det det hele vist være "godt nok": 

For en sikkerheds skyld laves endnu en testopstilling på anlægget. Ny begynder det at ligne noget:

Selve remisen er nu næsten færdig og turen er kommet til at lave de sidste "accessories". Det skal erindres, at vi befinder os i slutningen af 1970'erne, så en række moderne hjælpeværktøjer har fundet vej til arbejdspladsen. Eksempelvis er en lille vægmonteret svingkran med til at skåne personalet for tunge og nedslidende løft. En stump 1.5 mm firkantmessing og lidt forskellige stykker plaststrimmel er grundelementerne, før kranen males signalgul:

Skal aksler eller boogier afmonteres på et lokomotiv, må selve rammen naturligvis løftes. Hydrauliske donkrafte kan købes færdige i model, men er lette, sjove og meget billigere at fremstille selv. Og detaljeringen behøver reelt ikke være voldsom stor, da placeringen bliver i remisens bagerste område. Jeg har dog nøjedes med at fremstille en enkelt af slagsen, hvilket næppe ville kunne bruges til ret meget i det virkelige liv: 

Forskelligt værkstedspersonale (bla. automekanikere!) og ditto værktøj, tønder, paller mm. placeres rundt omkring i remisen. Selv værkmesterens cykel er sat ind i tørvejr: 

Taget har et pænt stort areal og er således lettest at male med spray eller en airbrush. En mørk grå WWII tysk camouflage akrylfarve fra Lifecolor er fundet velegnet til at imitere et gammelt tagpaptag og hele operationen er udført på få minutter. De "gamle" ovenlysvinduer må naturligvis lige afdækkes med tape, inden der males:

Udestående er nu blot lidt yderligere patinering i form af det sædvanlige rust, snavs, skilte og bevoksning. Her påføres lidt Heki grønt:

Hm, hvad laver hende den nye blonde togstewardesse mon ovre i remisen?

Endelig ved vejs ende:

Summa summarum har udvidelsen af remisen ikke budt på de helt store vanskeligheder. Sværhedsgraden må således kategoriseres i den middelsvære klasse. Der har undervejs ikke været noget stort behov for at følge byggevejledningen slavisk, da der har været tale om en tilbygning med dele svarende til det eksisterende byggeri. Og ud over den lille hjemmegjorte tilbygning med skorsten og varmecentral, har det primært været male- og detaljeringsarbejdet, der har kostet tid. Samlet har det hele kunnet udføres på omkring et par uger, inklusive en hel weekend, hvor modelbyggeren fik lov at "arbejde igennem".

Remisen er ikke født som en typisk epoke IV bygning, hvorfor den nødvendigvis måtte peppes op med lidt moderne udstyr. Dette synes jeg er lykkedes nogenlunde og alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med det samlede resultat. Skulle det en dag blive aktuelt at tilføje styring af portene med servomotorer, vil dette sagtens kunne udføres.

Nu venter bygningen blot på at blive indsat på Svenstrups Maskindepot.

Niels, Januar 2018.

Gå til Menu eller til Det ny Svenstrup - del 10