Det ny Svenstrup H - del 7

fortsat fra del 6.

Her i sidste halvdel af 2016, går det igen i flyvende fart. Modelbyggerens rygproblemer i foråret er næsten glemt, så der er rigtigt meget, der nu forsøges indhentet. Og hovedfokus er stadig den planlagte automatisering/digitalisering af modelbaneanlægets drift.

Efter samme opskrift som beskrevet for Bakkedal Station i sidste artikel, monteres dekodere og tilbagemeldemoduler for Havneby og omegn (grp. C) på en billig hvid melaminplade. Der er her lidt færre "byggeklodser" i spil, så pladen kan fremstilles en anelse kortere og alligevel er der blevet plads til ekstra kabelkanaler. Disse eliminerer forhåbentligt en ellers overset flaskehals, når der senere skal trækkes de mange ledninger mellem elektronikmodulerne og ud i landskabet til skiftespor, skinnekontakter mm.:

Før hele herlighenden gemmes væk under anlægget, er det lettest at m83 og m84 dekoderne programmeres med alle deres respektive adresser. Dette kan valgfrit gøres rent softwaremæssigt via programmering fra eks. en Central Station, eller også ved ganske enkelt at indstille museklaverene på hvert modul. Personligt foretrækker jeg sidstnævnte løsning.

Kontakt nr. 10 sættes her i alle tilfælde til ON, hvilket angiver, at der er valgt DCC mode. Märklins standard er MM2 mode og der er fordele ved både det ene og det andet format. Så valget er lidt en smagssag. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, hvordan de binære koder indstilles for at allokere adresser på de resterende 9 skydekontakter, men blot henvise til tabeller i de til dekoderne medfølgende manualer. Disse beskriver dog desværre kun delvist mulighederne ved DCC og bedre info findes eksempelvis i bogen "Einstieg in Märklin Digital". Denne bog er på tysk og koster omkring 150 kr, men kan absolut anbefales for alle digitale nybegyndere:

Tilbagemeldermodulerne L88 og S88 skal ikke programmeres, da de automatisk finder deres adresser afhængigt af det enkelte moduls fysiske placering i bussystemet. Adresserne (K) 2001-2016 tildeles eksempelvis de første numre i bus #2 - det næste modul får adresse 2017-2034 osv. Ganske smart tænkt af Märklin.

Her er panelet under Havneby hængt på plads:

Under Bakkedal må der først foretages lidt nedbrydningsarbejde, inden der er plads til elektronikken. Her sad nemlig i det oprindelige koncept en lille skjult hylde til transformere og andet godt, men denne tjener ikke længere noget formål og er nu kun i vejen for fremskridtet:

Og ikke så snart er den gamle hylde pillet ned, før krydsfinerstykket er anvendt til et nyt formål. Størrelsen passer nemlig fint til fremstilling en gavlkant i svinget før Bakkedal:

Der lukkes af med et stykke kant hen til broen over Nørrebæk Å:

og nok en stump på den anden side. Tjah, man må spare, hvor man kan:

Men hvad er nu det - var det ikke det digitale sjov, der var prioriteret højest? Jo, men forklaring følger...

Modelbyggeren har længet ønsket sig at afprøve nye og spændende teknikker inden for landskabsbygning. Så i stedet for de gode gamle klassiske metoder med fluenet, papir og gips, er det tanken at øve sig lidt udi kunsten med styropor og montageskum til grundlæggende formgivning af landskabet. Her var chancen og derfor måtte der først opsættes en stabil kant på skråningerne her.

Først fyldes hulrummene delvist ud med stykker af opskummet plade - her 100 mm Sundolit:

Hvor der senere skal trækkes ledninger til signaler, sporbesættelsesmeldekontakter osv. isættes små stykker kabelrør:

Og efter at have fjernet skinnerne kan opskumningen gå i gang. Der anvendes en hel dåse i hver arbejdsgang, da indholdet ikke kan gemmes, når først der er taget hul:

Skummet ekspanderer kraftigt, så undlad at fylde mere end 2/3 op. Og husk god udluftning undervejs og undlad så vidt muligt at røre ved det friske skum. Efter et døgns hærdning kan landskabet bearbejdes med rasp, flækøkse, slibepapir, savklinge eller hvad man nu synes er passende. Det er en rigtig god ide at have en kraftig støvsuger ved hånden:

En ulempe ved skummeprocessen er, at der ofte ender med at være større eller mindre huller i landskabet, som kræver efterfyldning med mere skum eller spartelmasse. Så den ellers lette tilgang til de dejlige bløde former har sin pris... Men da det hele i den sidste ende alligevel skal dækkes med gipsbind og spartelmasse for at sikre tilstrækkelig stabilitet i landskabet, har denne ulempe trods alt mindre betydning. Den tid den glæde:

Og så er det ellers nok om landskabsmodellering i denne omgang, og der hastes retur til det digitale hovedspor. 

Digital styring og drift kræver umiddelbart en eller anden slags kontrolpult og i mit tilfælde også en computer. Da jeg netop har en ældre såkaldt "stationær PC" stående ubenyttet, tænkes denne anvendt til modelbaneformålet alene. Der er knebent med pladsen i lokalet og reelt er der kun et sted, hvor det er muligt at indrette "førerrummet", nemlig for enden af midterøen og dermed lige inden for døren. Her vil 1-2 personer med lidt god vilje kunne opholde sig nogenlunde komfortabelt og derfra styre slagets gang. End da med et nogenlunde acceptabelt udsyn over alle jernbanestrækningerne:

Det vil sige her. Og da det enlige ben for enden af bordet altid rent visuelt har irriteret mig, er chancen der nu for at slippe af med det...:

Der skitseres et lille "Ikea-inspireret" skuffearrangement, hvor al elektronhjernekapaciteten vil kunne finde sin plads:

Igen bliver der stået på hovedet i NIELS-MODELTOG's mange rodekasser og på magisk vis fremtrylles herfra et sæt udtræksskinner til 2 skuffer. Disse afsaves på længde til den ønskede skuffedybde på ca. 30 cm:

Og efter et par afteners intenst arbejde med diverse hvide pladestykker, underlige skruer og den klassiske unbraconøgle er "kommoden" endelig samlet:

Et par huller til gennemføring af monitorens power- og videokabler bores og files i anlæggets bundramme. De viste 4 mindre huller er til fastgørelse af computerens skærm:

En ældre, men velfungerende 21" Compaq fladskærm må en tur på slagtebænken. For ganske få år siden var den det nyeste og ypperste computerindustrien kunne frembringe og blev behandlet med den yderste forsigtighed - ak jo:

Ubarmhjertigt amputeres foden...:

og skærmen kan derved skrues fast på resten af "skuffedariet". Kontrolpulten er nu stort set klar til at håndtere jernbanedriften på Svenstrup H og dette med fin plads til både Central Station, tastatur og mus:

Hvis altså det ikke lige var for den lille detalje, at CS3 endnu ikke forefindes i handlen...

Da vi nu alligevel har hammer og sav fundet frem, laves et passende ophæng af diverse overskudsmaterialer til selve PC'en. I gamle tyske MIBA blade er der som altid god inspiration at hente:

Lige ved siden af mit "Ikea-plagiat" kan dekoderpanelet til Bakkedal og omegn nu endeligt monteres. Kablet, der ses hænge løst ned til venstre, er L88 linkmodulets forbindelse til Central Station 3:

På bagsiden af panelet, opsættes en lille ekstra plade for bla. en 18V trafo til belysningsformål. Der er her lavet plads til eksempelvis flere transformere eller boostere. Her må tiden vise, hvilke behov der måtte være:

Pyhh. Det er lige før, at man har behov for en uddannelse som elinstallatør eller tilsvarende - i hvert fald vokser mængden af signal-, data, lav- og højspændingskabler på anlægget eksplosivt. En vis form for orden i rodet er påkrævet, så kabelinstallationerne både er let tilgængelige og ligger passende beskyttet mod utilsigtede uheld og beskadigelse. Føringsvejene er derfor generelt placeret inde i anlægsrammen, så eventuelle skruer der sættes i selve anlægspladen ikke kommer i nærheden af noget, der er strømførende. Fra oven og ned er rækkefølgen: 230VAC, 18VDC for lys, digital kørestrøm, CAT5 netværkskabel for S88/L88-bussen og nederst kabelkanaler for diverse tyndere ledninger til signal og styring:

Med installationen af de digitale dekodere er der behov for et 230 Volts fordelingssystem under anlægget. Det er således nødvendigt at føre netspænding rundt til mindst 5-6 forskellige positioner i det "underjordiske" for at kunne føde dekodere og ikke mindst lys, PC, monitor og Central Station. Her havde det efter min mening været smartere, hvis en del af disse komponenter kunne hægtes på en fælles lavspændingstransformer, men dette er som tidligere beskrevet ikke muligt med Märklins nyeste generation digitalteknik. Flere andre fabrikater har denne mulighed.

Egentligt lidt tankevækkende, at en potentielt farlig elektrisk installation er nødvendig på en moderne modelbane, set i lyset af at diverse EU direktiver på det nærmeste forbyder, at der er 230 V i nærheden af steder, hvor der ”leges”. Man kan spørge sig selv om sikkerheden mon reelt er bedre, end i gamle dage?

Vigtigt er det naturligvis, at installationen udføres forskriftsmæssigt og at 230 Volt ikke utilsigtet blandes med andre systemer. Jeg har således valgt at lave det hele så enkelt som muligt med en stak gængse stikdåser, der kobles sammen i en fælles fordeler, og så kan det hele derved let afbrydes via en enkelt kontakt. Dåserne er relativt billige i indkøb, og der er desværre ikke mulighed for at de kan skrues fast i underlaget (endnu en ting, der var bedre før i tiden...), så jeg har valgt at fixere dem på rammen med montagelim:

Opgaven med 230 V installationen tager en dags tid at udføre, men tiden og de relativt få penge er efter min mening givet godt ud. Her er det nok allerede gået op for læserne at NIELS-MODELTOG ikke er særligt begejstret for ledninger, der på en eller anden måde ikke er gjort forsvarligt fast ...

Mit oprindelige princip med at hænge ledninger op i små stykker pålimede spiralrygge, har vist sig at være knapt så velegnet i alle situationer, så en række af de hårdest belastede stræk udskiftes nu med billige selvklæbende kabelkanaler i plast. Prisen er overkommelig med ca. 10 kr pr. meter:

Som nævnt i foregående artikel, er det efter min mening en stor fordel at færdiggøre de geometriske detaljer i sporplanen, før der indsættes sporbesættelseskontakter. Ulempen herved er, at skinnerne må lægges og tages op igen ad flere omgange. Først ses på skyggebanegården Mørkedal, hvor der er tilkommet et par ekstra opstillingsspor:

Det er af gode grunde ikke det lettest tilgængelige sted på anlægget, så der må graves lidt i landskabet, inden de to ny sporskift kan indsættes:

Grundpladen er lige knap bred nok til de ekstra spor, så der skal tilføjes en smal strimmel krydsfiner:

Som altid lægges der tæppegrønt, inden skinnerne monteres. Og selvom jeg (7-9-13) endnu ikke har oplevet alvorlige problemer med defekte sporskiftedrev, udskiftes alle de gamle 74490 magnetdrev for en sikkerheds skyld til den nyeste type 74491:

Her ligger de nye opstillingsspor 1 og 2 sammensvejste og klar til at blive puttet ned i dybet:

Øko-sporstopper! Ingen grund til at ofre penge på ægte stopbomme i det skjulte, når en stump skillerumslægte sagtens kan gøre det:

Anlægget fremtidssikres ved at indlægge en række adskillelsespunkter i midterlederne. Således vil den digitale banestrøm uden for megen besvær senere kunne opdeles i 3 separate kredse, der hver kan forsynes med boostere:

Skyggebanegården er nu færdig - næsten. For med tilføjelsen af de ekstra depotspor er serviceadkomsten blevet en del forringet, hvilket der naturligvis må kompenseres for. Så frem med stiksaven og skær et ekstra hul i fronten:

Lys må der også til og LED er naturligvis vejen frem. Et bånd på 5 meter med 150 dioder på hele 12 Watt og en tilhørende trafo for man får man for lidt over en "hund":

Strimlen er endda selvklæbende og kan afklippes på længde, så hele herligheden er monteret på under 10 minutter. Lige min stil:

En eventuelt afsporet togstamme har nu ikke længere nogen chancer for at gemme sig i "kælderens mørke". Hvorfor har jeg ikke fixet dette problem noget før?

En tirsdag formiddag i september var modelbyggeren et kort øjeblik ude af sin kælder og konstaterede ganske tilfældigt, at denne dag bød på både sol og næsten vindstille. Altså lige det perfekte vejr til at male de resterende baggrundskulisser til anlægget. Straks blev spraydåser, filtruller og teltpløkke fundet frem og båret ud i baghaven. Og hurtigere end selveste Picasso kunne have gjort det, blev der fremstillet i kvadratmetervis af himmel og i diverse forskellige nuancer af blå og hvid. Herefter fik kreationerne lov at ligge på græsplænen og tørre et par timer.

Vel tilbage i sikkerhed i hobbyrummet, blev strimlerne med den let overskyede himmel straks limet fast på de for længst monterede kulissebagplader. Efterfølgende blev det hele studset lidt i kanterne:

Jernbanespor er til alle tider blevet ændret, rettet ud, lagt om og mange steder helt taget op igen. På Bakkedal Station er der planlagt en sportilretning, der dog er ret begrænset i sit omfang. Skiftet til læssesporet skal her blot ændres til en spidsere 12 graders udgave:

hvilket heldigvis ikke tager lang tid:

Men opgaven er som før nævnt god at have overstået inden, der skal rodes med skinnekontakter:

Langt mere omfattende er ændringerne på den vestlige del af Svenstrup H's baneterræn. Her må samtlige spor tages op:

inden banebørsterne kan gå i gang med at lægge de nye indkørselsporskift:

Lidt kaotisk ser det ud:

men langsomt og sikkert arbejder banekolonnen sig ud mod stationens rangergrænse. I hovedsporene er der indlagt en ny transversal og til formålet er der hjemkøbt et par af Märklins nyeste kurveskifter med stor radius:

hvilket jeg synes passer udmærket ind i layoutet.

Og da den store grønthøster alligevel er i gang, afmonteres kontrolpulten til skyggebanegårdens oprindelige 6 sporskift. Pulten fik kun godt 2,5 år i drift, men har altid fungeret upåklageligt:

Samtidig ryddes rækken af de nostalgiske Märklin pulte. Absolut et vemodigt syn:

Her er hele terrænet så ved at være geometrisk færdigt. Bagerst mod venstre, ses de to spor for den planlagte godsbanegård, dernæst udtrækssporet og de 2 hovedspor. Nederst i billedet ligger sporet til maskindepotet og de 2 indkørselsskift til perronsporene. Kompleksiteten er øget en hel del i forhold til det oprindelige layout, men dermed bliver fornøjelsen ved driften forhåbentligt også tilsvarende større. Antallet af sporskift er bla. steget med cirka 25%

Alle skinnestykkernes omrids markeres (endnu en gang, men forhåbentlig for sidste gang) på underlaget med en rød sprittusch. Det fremgår, at der skal lukkes et par huller hist og her:

I kælderen under Svenstrup H er der blevet pyntet op med det 3'de og dermed sidste dekoderpanel:

Der er ikke blevet plads til S88 tilbagemeldingsmodulerne, så disse flyttes ud på 3 mindre enheder, der hermed også bedre "når ud i krogene", dvs. ender med at sidde fysisk tættere på skinnebesat-kontakterne. Derved kan der forventeligt spares nogen meter ledning (og monteringsarbejde).

Vores gamle bekendte, den berygtede inspektør Mortensen er minsandten dukket op på arenaen igen. Gad vide, hvad han her har gang i?

Med almindelige netværkskabler (CAT5e eller 6) forbindes modulerne hurtigt og let. Det er glimrende udtænkt af Märklin at bruge velkendte standardløsninger ved tilslutningerne på de nye tilbagemeldere:

Nu hvor alle decoder- og tilbagemeldingsmoduler er monteret på deres endelige pladser under anlægget, er det tid til næste trin i processen, dvs. at hårdfortråde disse til de enkelte forbrugere og kontakter. Først må der dog foretages lidt oprydningsarbejde i lokalet, bla. med at få pakket tomme emballager væk:

Alle de oprindelige forlængerledninger til skiftesporenes magnetdrev er fjernet og i stedet monteres der nye 3-leder kabler i farven blå/gul/blå. Bemærk, at på den måde føres også den fælles gule leder (Lichtstrom) hele vejen tilbage til m83 dekoderne og ikke som tidligere til et fælles transformer-udtag tæt ved sporskiftet. Dette forekommer måske som spild af mange meter ledning, men installationsarbejdet forsimples faktisk en hel del derved:

Fra Märklin 60831 brochure 

Kablerne opmåles så vidt muligt på forhånd (inkl. 20-30 cm overlængde) og påloddes de afmonterede og pre-nummererede sporskift. Dette tidskrævende arbejde kan udføres ved arbejdsbordet i værkstedet, hvorved ryggen skånes for unødig kravlen-rundt under anlægget.

Gul og brun ledning til lysdioder i sporskiftelanternerne forlænges ligeledes, hvor det skønnes nødvendigt, men efterlades ellers løsthængende under anlægspladen. Det er tanken, at disse en gang med tiden skal forbindes til en fælles dag/nat styring. Mere herom ved en senere lejlighed.

Det er vigtigt, at hver eneste sammenlodning efterfølgende beskyttes med lidt krympeflex:

I samme runde klippes C-skinnernes forbindelse mellem højre og venstre skinnestreng på ALLE de skinnestykker, der indgår i et blokafsnit. Dette er således tilfældet for det meste af anlæggets mange meter skinner og kun vendesløjfen under Havneby efterlades som en ”død” strækning. Dels vil det være meget vanskeligt på nuværende tidspunkt at optage disse skinner, dels findes det knapt så påkrævet med sporkontakter her. Via de 2 kontaktskinner K1008 og K1009, der er placeret lige uden for sløjfens ender, anser jeg det for muligt at indikere sporbesættelse. Der krydses fingre og tæer for at det hele i den sidste ende kan fungere som tiltænkt.

Opgaven med at isolere skinnestrengene fra hinanden er således ganske betragtelig og ret triviel, men strengt nødvendig for at kunne opnå valide sporbesættelsesmeldinger. Med mindre man selvfølgelig i stedet anvender fotoceller, midterlederkontaktskinner, reedkontakter eller andre lignende principper til melde-formålet, men dette er ikke planen her. Men med lidt øvelse, tungen lige i munden og som altid en efterfølgende test af det udførte elektriske arbejde, går det dog heldigvis nogenlunde rask afsted.

Hver blok forsynes med 1-3 kontaktstrækninger, afhængigt af blokafsnittets formål og udseende. Her er eldiagrammerne over anlægget en uvurderlig hjælp, både til at overskue opgaven og til at holde styr på, hvor langt man egentlig er nået med det hele.

I Märklins farvekodetabel anbefales, at ledninger for kontaktmeldere udføres grå. Jeg har således investeret i et par hundrede meter Viessmann ledning vnr. 68683. Hver enkelt ledning afklippes på længde, afisoleres, påsættes et lille fladstik (74995) og monteres på 0-klemmen på det isolerede skinnestykke: 

I hver ende af en blok og kontaktstrækning fraisoleres en skinne med de kendte røde "midterleder-dimser" (de findes forresten også i blå!), der dog her anvendes på den skinnestreng (0) der skal fungere som kontakt, dvs. i samme side, hvor fladstikket monteres. Ledningen kan nu føres til det rette S88 modul og tilsluttes i den rette skrueterminal og den del af installationen er herved færdig. I princippet skal det pågældende skinnestykke herefter aldrig nogensinde mere afmonteres fra anlægget..

Så nu er det blot at klø på med hele denne store opgave. 

Visse steder er mere besværlige end andre. Ved tunnelindgangen i det sydvestlige hjørne, er skinnerne allerede blevet ballasteret og (over-) patineret med rust, så alt dette må først fjernes:

Fantastisk. Efter en tur med neglebørsten under den lunkne hane, er de 4 stk 24171 skinnestykker så gode som nye:

Vest for anlæggets største by er skinnerne for Gud ved hvilken gang taget op. Dette for at der kan saves nye servicehuller under sporskift og for at få lukket den række hele og halve huller, der alligevel ikke skal bruges. Det hele forekommer lidt "Groundhog Day"-agtigt, så det er nok godt at Eders skribent ikke skal leve af den her hobby:

Terrænet er nu næsten helt jomfrueligt at se på:

Og alle sporskift ligger på arbejdsbordet og er klar til montage: 

Det eneste, der mangler nu, er tid. Fritid. Meget mere fritid...

Hermed er endnu et kapitel i NIELS-MODELTOG's Store Modelbane-Odyssé til nået til sin ende. Men, Højtærede Læsere fortvivl ikke - inden længe følger flere afsnit om opbygningen af modelbaneanlægget "Det ny Svenstrup H".

Niels, November 2016.

Bemærk:

Da ovenstående beskrivelser af det digitale setup for en stor del endnu ikke er afprøvet i praksis (bla. er CS 3 er i skrivende stund endnu ikke frigivet til salg), vil der kunne have indsneget sig fejl og ukorrekte oplysninger i artiklen. NIELS-MODELTOG påtager sig intet ansvar herfor, men jeg hører naturligvis gerne herom, såfremt dette måtte være tilfældet. Kontaktadressen finder du andetsteds på hjemmesiden.

Fortsæt til del 8